fredag den 13. august 2010

Første salg på Amio.dk :) + lidt sommerstrik

Her til morgen solgte jeg for første gang noget i min butik på Amio.dk :) Jeg har også fået lidt respons på min butik, så det er rigtig dejligt :)
Butikken finder du her.

Jeg har været meget uheldig med sygdom her i ferien, så jeg har slet ikke fået strikket så meget, som jeg havde planlagt. Men noget er det dog blevet til. Opskriften til sweateren på billedet fandt jeg i et hæfte, som min mors moster havde taget ud af Hendes Verden i 1979. Denne har jeg strikket til mig selv, og jeg har allerede fået ordrer på at strikke 2 stk. mere. Den er super dejlig at have på, og jeg har strikket den af Sirri-garn (100% færøsk uld), så den bliver dejlig varm til i vinter.

Jeg fik også en bestilling på en børnesweater fra en af min mors kollegaer, og den er jeg lige blevet færdig med at strikke, så når den er syet sammen og blevet vasket, så lægger jeg et billede ud af den :)

Nu har jeg kun ganske få dage tilbage her hjemme på Færøerne, så jeg har købt en masse garn de sidste par dage. Færøsk garn er ca. dobbelt så dyrt i Danmark, så jeg køber altid en masse med til Danmark, når jeg er herhjemme. Nu skal jeg så igang med at finde ud af, hvad jeg skal bruge garnet til - glæder mig ;)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar